Både sikkerheden og advarselsmærkningen er i orden, siger Fødevarestyrelsen om Pharma Nords kosttilskud C.L.A.+T. Matas har sat produktet tilbage på hylderne.
Der er ingen problemer med Pharma Nords kosttilskud C.L.A.+T. Det er konklusionen på en vurdering af produktets sikkerhedsmateriale og advarselsmærkning som Fødevareinstituttet ved DTU har foretaget på vegne af Fødevarestyrelsen.
Pharma Nord har samarbejdet med Fødevarestyrelsen om en revurdering af advarselsmærkningen, efter at et indslag i TV-Avisen på DR1 i december 2007 rejste tvivl om, hvorvidt C.L.A.+T var mærket korrekt. TV-Avisen har senere bragt en berigtigelse af flere faktuelle fejl i indslaget. Og Fødevarestyrelsens konklusion er også, at produktet, med den angivne anbefalede daglige dosis, er fuldt ud sikkerhedsmæssigt acceptabelt og forsynet med tilstrækkelige advarsler.
"Pharma Nord har indsendt en meget omfattende mængde dokumentationsmateriale til Fødevarestyrelsen, heriblandt nye studier, som bekræfter sikkerheden af CLA som kosttilskud. Vi glæder os naturligvis over, at Fødevarestyrelsen er enig med os i, at der ikke - udover for de grupper, der allerede er inkluderet i advarselsmærkningen - er grund til sundhedsmæssige betænkeligheder ved at tage C.L.A.+T i den anbefalede dosis," siger Sven Moesgaard, teknisk direktør i Pharma Nord.
Matas, der forhandler et bredt udsnit af Pharma Nords produkter, valgte i forbindelse med indslaget i TV-Avisen at sætte C.L.A.+T på timeout. Den timeout er nu ophævet, som følge af Fødevarestyrelsens udmelding, og C.L.A.+T er tilbage på hylderne i Matas-forretninger landet over.